min lille engel Johan Smári og jeg.
Han lavede et kort i sandet,over hvor vi var henne,så vi kunne finde vej hjem...
Han skulle nok passe på mig,sagde han.
Han løb op og ned bakkerne...
og grinede som han alene kan :)
Der var god blæst,men sol og Vesterhavet viste sig fra dens
kraftige side og var godt tæt på os.
det fik vi da også masser af grin ud af,amma løb,løb
før vandet fanger dig og så grinede han når mine sko blev våde:)
Jeg har vist nok kunnet løbe stærkere engang:)
Hans mor har det ikke godt,hun har fået blære betændelse igen,igen
og det tærer hende fuldstændig for energi, hun føler at hun
svigter ham fuldstændig som mor så de sidste dage har vi været
lidt sammen med Johan så hun kunne hvile lidt,men hun er da
mere stædig en fanden den pige,det er jo ikke andet end et par timer om
dagen i det meste hun overlader ham til os.....både for hans og min skyld
"mor, du behøver ikke forklare noget for mig" siger hun. Det har
hun også ret i, men jeg nyder hvert sekund sammen med mine engle,
ikke mindst når jeg ved der er hårdt brug for aflastning derhjemme.
Eftermiddagen blev ikke mindre hyggelig,mere om det senere.
Knus og kram herfra