at han ikke er lige som os andre...min storebror....men hvem er det???? Har vi ikke alle en fejl, lidt forskellige store, men fejl alligevel!!!Han har lidt igennem tiden, det har han..pga hans fejl.
Han lærte mig at køre bil da jeg var 9 år...ca
Vi har altid været gode venner. Jeg husker da mor sagde til ham hvis han havde lavet noget forkert..." Du kan da ikke være helt i orden" og nauh hvor gjorde det ondt...og tit tænkte jeg hvad mon han føler...jeg viste godt at han ikke var helt som os andre...MEN det viste mor ikke og det gjorde far hellere ikke.....eller de måske ikke ville se det i øjnene...deres eneste søn.
Det var først mange år senere at det blev konstateret og der sagde mor til os søstrene..." Viste i det???" Selvfølgelig gjorde vi det...
Vi flyttede fra vores lille fisker by da jeg var 13 år til Reykjavík..
sikke en omvæltning..størst for min store bror.
Han kørte galt i fars bil...jeg fortalte mor,han turde ikke.
Pigerne fra min klasse arbejdede i en kiosk der hvor han handlede...han kom grædende hjem,de havde grinet af ham....jeg tog derhen og skældte dem ud, sådan gjorde man altså ikke...de undskyldte til ham næste gang.
Han hjælp med at passe mine børn da de var små, altid klar.
Han er den varmeste person der findes.
Mor kunne næsten ikke forlade denne verden af bekymring for ham, men han klarer sig flot, rigtig flot. Jeg kan godt mærke på ham at han savner mor og far,men han har det godt hvor han er henne.
Han har besøgt os tre gange og han kommer her til os hver anden jul. Han rejser helt alene fra Island og hvor er jeg dog stolt af ham.
Billedet viser ham og min "lille" dreng............de hedder det samme: Gudjón
Han kommer i næste uge min store bror og bliver hos os i en uge, han fylder 60 år mens han er her.
Jeg er begyndt at forberede besøget og fødselsdagen...bagte kager i dag og laver mad til fryseren i morgen...fordi at jeg vil bare NYDE at være sammen med ham mens han er her.
Jeg elsker min store bror som han er og for hvem han er.
Nat nat til jer derude.
Knus og kram herfra
7
Jeg tror det er et instinkt at mødre ikke kan se hvis deres barn er "lidt ud over det sædvanlige".
SvarSletHvor er det dejligt at du har så meget hjerterum. Det er en fantastisk gave at være i besiddelse af.
Mange knus og kram til dig, søde ven. :-)
Jeg er ikke helt enig, Heidi, for hvis der er tale om et decideret instinkt hos en mor, så ville hun jo netop kunne mærke, at der er noget galt med barnet. Det er fx. det instinkt som fortæller os, at der altså ER noget i vejen med barnet, selvom vagtlægen ikke mener der er det. Jeg ved, du kender situationen, men kan du se, hvad jeg mener? ;-)
SvarSletJeg kan ikke tale for alle andre mødre, men jeg kan tale for mig selv, da jeg har et barn med en hæklefejl i kysen, som vi siger.
Her handlede det om at erkende, at noget var galt. Ikke noget som helst andet. At erkende, at ens barn ikke får et liv som andre "normale" børn er et slag lige direkte i ansigtet, men det kan være svært at sætte sig ind i, hvis man aldrig har prøvet det. Det er en mavepumper uden lige og det tager lang tid at rejse sig igen, men når så man har rejst sig og erkendt, at barnet er noget ganske særligt og unikt, på sin helt egen særegne facon, så kommer kampen for at gøre en hverdag så normal og tålelig som muligt for alle parter.
Jeg ved ikke, om Jeres mor har haft det lige sådan Silla, men jeg synes det er helt igennem fantastisk at læse, at du har passet så godt på din bror og beskyttet ham, når andre har været nogle fjolser.
Der findes desværre stadig mennesker som hverken har lyst til at røre ved- eller tale alt for meget med et menneske (og seføli også mit barn), fordi det er handicappet. Det er simpelthen så synd - for begge parter! men så trøster jeg mig med, at sådanne skæve, dejlige, handicappede voksne og børn heldigvis har nogle i deres nærhed, som forstår dem og behandler dem derefter :-)
Jeg poster lige en ny kommentar, for jeg har et par små historier som alle har gavn af at læse.
Rejsen til Holland
SvarSletAt vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.
Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende...
Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen...
Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.
Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland"
"HOLLAND?" råber du. "Hvad mener du med Holland?
Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!
Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"
Men der er lavet om på fartplanen.
Maskinen er landet i Holland, og der må du blive...
Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.
Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.
Det er bare et sted, som er anderledes.
Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger
og du må til at lære et helt nyt sprog.
Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.
Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.
Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.
Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,
ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland...
Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter...
Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.
De praler af hvor vidunderligt de havde det der.
Og resten af dine dage vil du sige:
"Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt".
Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig...
for tabet af drømme har stor betydning.
Men...hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning
at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri
til at værdsætte og nyde det helt specielle,
det virkeligt vidunderlige ved...Holland
(den næste tekst er af ukendt oprindelse)
SvarSletJeg har hørt, at der findes en gammel legende,
om hvad der oppe i himlen hændte.
Den siger, at engang den kære Gud
sagde til englene: Vil I gå bud?
Der er et barn, som skal fødes på jord,
vil I prøve at finde en far og en mor,
som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl.
Det er nemlig en opgave helt speciel:
Barnet er svagt, det har handicap med,
så det kræver meget tålmodighed.
I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,
og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
så de to, der bliver dets far og mor,
må virke som mine hænder på jord.
Måske vil de først have svært ved at se,
at der kan være en mening med det,
at barnet ikke kan tumle og lege,
og det kræver så meget pleje.
Men de vil nok efterhånden lære,
at det giver kræfter at måtte bære.
Guds kærtegn gør undertiden ondt,
og medgange alene er ikke sundt,
Men modta'r de barnet som gave de to,
så bli'r det en kilde til indsigt og tro,
Og så kan det sikkert med tiden læres,
at livet er både at bære - og bæres.
Jeg glemte at tilføje et lille " /vil" i min kommentar. Enten kan mødre ikke se det eller også VIL de ikke se det.
SvarSletJeg kender nogen hvor moderen ikke VILLE indse at der var noget galt med hendes dreng. Og i dag, hvor han er 17 år gammel er der lige blevet stillet en diagnose som er en gren af ADHD. Hvorfor pokker indså hun ikke dengang han var lille, at han skulle have hjælp??? Var det mon fordi det var "pinligt", og at facaden så ikke var helt pletfri og perfekt.
Jeg har ikke prøvet at få et barn, som ikke er helt som andre på den måde, men jeg tror også det kan handle om, at det er svært at erkende, at barnet har et handicap. Dels må det gøre ondt, at vide, at barnet får et svært liv, og dermed også en selv. Dels skal man lægge ryg til verden og dens normalitets begreb. Fornægtelse ser man jo også hos folk, som selv får stillet en alvorlig diagnose.
SvarSletHvor er det dejligt, at du har hjerterum og kan tage din mor ind som han er. For mig ville det også være mærkeligt andet. Vi har vel alle vores særpræg.
Jeg ønsker for jer en dejlig tid sammen.
Aj, der skulle stå... Tage din bror ind som han er...
SvarSletTak til jer smukke piger for jeres søde kommentarer;)
SvarSletKnus og kram herfra