torsdag den 7. juli 2011

En af mændene i mit liv.....

var min højtelskede far........... Han ville have fyldt 99 år i dag.  Min far var en sømand så han var jo ikke meget hjemme da jeg var lille, men de få dage han stoppede hjemme gav han så meget fra sig og han lærte mig rigtig mange ting. Han lærte mig at male og når man maler så renser man underfladen godt og sliber lidt og så først må male arbejdet starte og der skulle males med jævne penselstrøg.... og der var ikke noget der hed at holde når man ikke gad mere...det man starter på,det skal man gøre færdigt...der lagde han en god hjørnesten i mit liv ;)
Han sejlede meget til Danmark og da han ikke var hjemme sov jeg i mors seng og duftede hans hovedpude hver aften indtil jeg faldt i søvn...selvom betrækket blev vasket kunne jeg dufte ham.....den duft, ja den kan jeg stadig dufte;) 
Jeg kan husker den spænding at få far hjem, ville han nå hjem inden jul..påske eller ens fødselsdag??? det kunne ikke altid lade sig gøre,men så blev glæden endnu større da han kom hjem.
Til julegave engang fik jeg en kælke, men da det regnede hele den jul så bandt han en snor i den og kørte hele huset rundt med mig. Han lærte mig at glædes over lysene omkring jul og fyldte altid mit vindue med lyskæder i alle mulige farver.Han skar rugbrød med haj i bette små stykker til mig og vi sad og spiste det sammen. Han købte appelsinvand til mig fordi det mente han at ikke var lige så slemt til tænderne som cola;) Før skolestart engang gik mor ud fra boghandleren fordi han købte så mange ting til mig....jeg skulle ikke mangle noget sagde han;)  Og jeg har ikke manglet noget, jeg fik al den hjertevarme min far havde til at bære, jeg fik al hans kærlighed at mærke,altid og han støttede mig altid i det jeg ville. Mor mente jo at han ville ødelægge mig med al den forkælelse,men jeg føler at det gjorde mig kun stærkere. Selv da vi flyttede hertil så bakkede han også op om det,trods at det må have været meget svært for ham...
Jeg glemmer aldrig den januar morgen..den var iskold og grå lige som jeg selv havde det...de stod på trapperne og vinkede....mine forældre.
Trods høj alder kom de og besøgte os to gange men tredje sommer kunne far ikke....så viste jeg at der måtte være noget.... 
Jeg besøgte dem de næste år hver vinter og tit vågnede jeg ved at de stod i døren og kiggede på mig sove;)
Hver gang var det rigtig hårdt at sige farvel....jeg viste jo aldrig hvornår det ville være sidste gang....... Hver gang vi snakkede sammen i telefonen så passede jeg altid på at sige alt det jeg ville sige...hvis nu....
Sidste gang jeg så min far det var da min svigemor døde i foråret 2003, der tog jeg med ham til lægen og på vej ud til bilen igen snakkede vi sammen og far siger " Silla min, har det været hårdt denne vinter?  jo lidt hårdt havde det vel været..( Mit hjerte, havde været ofte indlagt pga hjertet)
jaa siger han jeg syns du er bleven meget tynd.....han sagde ikke mager lige som alle de andre..men jeg havde  tabt mig ;)  Der viste han endnu engang hans kærlighed med ikke at sige alt for meget....Han var en varsom mand med ord min far.... og det fik jeg også lært af ham...hellere at sige for lidt end for meget...så kommer man ikke til at gøre nogen ked af det !!!!
Han var en stædig mand, men han havde lige så megen hjertevarme og glæde som stædighed og da mor sagde at jeg var nok var lige så stædig som ham,så tog jeg det som kompliment ;)
Den oktober-dag min far satte sig ned til at spise,fik han ikke rejst sig op igen. Selvom det er otte år siden så kan jeg stadig huske da telefonen ringede og jeg viste at det var fra Island var jeg klar over at den var gal.....og stakkels min søster skulle fortælle mig at  min far var død. Jeg havde frygtet den dag i så mange år, men da det kom til stykket så blev det anderledes en jeg troede at det ville være....  Det var hårdt og det gjorde s***e hamrende ondt, men jeg overlevede;)
Jeg snakker stadig med far...jeg ved at han kan høre mig...han kan bare ikke svare mig !

Tak far for den du gjorde mig til, tak for alt det du gav mig med på vejen.

Jeg elsker dig far.

Æret være dit minde.

5

4 kommentarer:

  1. Æret være din fars minde, og mange tanker til dig.
    Selvom det er 16 år siden min far døde, savner jeg ham meget. Især i de betydningsfulde stunder i mit liv. Jeg ville ønske at jeg ikke skulle leve det meste af mit liv uden ham.

    SvarSlet
  2. Sikke en smuk fortælling :) man kan se det hele for sig.

    SvarSlet
  3. Jæja mín kæra, nú sit ég hér og tárin renna niður kinnarnar. Oft hafa skrifin þín komið tárunum fram hjá mér, en aldrei eins og núna. Takk mín kæra fyrir þín fallegu skrif bæði nú og fyrr.
    Knús og kossar til þín :)

    SvarSlet
  4. Lene: Tak for det;) Jeg er jo heldig at have haft lov til at beholde min far SÅ længe som jeg gjorde og trods hans høje alder da han døde...så er det jo sådan at ens far aldrig bliver gammel...

    3.sal til højre: Tak for det;)

    Min kære søster: Jeg elsker dig;)

    Knus og kram herfra

    SvarSlet

Tak for at give bloggen liv :)